Fastelavn i Sagnlandet Lejre

Velkommen til festligt Fastelavnsoptog i Sagnlandet

Sagnlandet åbner sine porte og inviterer til et traditionelt fastelavnsoptog den 9. og 10. februar. Turen starter ved flagstangen ved Sagnlandets indgang kl. 13.00 lørdag og søndag og er for både børn og voksne. 

 

 

Landbokonen Sørine Nielsdatter tager imod med historier om 1800-tallets fastelavnsløjer og sætter gang i fastelavnsoptoget, der drager rundt til Sagnlandets gamle husmandssteder og gårde. 

 

 

På gårdene inviteres optogets deltagere til at prøve nogle af 1800-tallets fastelavnslege, hvor der både skal dystes og overvindes onde og mørke kræfter. Hanen skal have hovedet hugget af, stråmanden skal stikkes og katten slås af tønden. Deltagerne bliver også inddraget i årets store kamp, hvor en landbokone klædt ud som ”Sommer” og en som ”Vinter” skal kæmpe mod hinanden. Hvem mon vinder? Hvem støtter I?

 

 

Optoget slutter af ved gården Videsøhus, hvor kagekonen har bagt kurvevis af gode gamle fastelavnsboller. Vi synger fastelavnssange, og mon ikke hun byder indenfor og serverer en fastelavnsbolle og noget varm chokolade til.

 

 

Sagnlandet er specielt åbent for deltagelse i denne spændende og hyggelige tur, hvor man på morsom vis møder personer fra fortiden og kommer klogere hjem igen og har mulighed for at opleve vinterens ro i det flotte landskab.

Turen retter sig især mod børn mellem 5 og 10 år og deres voksne, men alle er selvfølgelig velkommen. Alle børn er velkomne til at komme udklædte eller medbringende deres eget fastelavnsris. 

Praktiske informationer

  • Turen starter kl. 13.00 og slutter ca. kl. 15.00
  • Turen varer ca. 2 timer og afsluttes med gammeldags fastelavnsboller og varm chokolade.
  • Mødested ved Flagstangen foran Sagnlandets Butik (bemærk - butikken er lukket). Slangealleen 2, 4320 Lejre.
  • Turpris: Voksne 65 kr. Børn (3-11 år) 45 kr. som skal betales kontant.
  • Bemærk sæsonpas, fribilletter og medlemsskab af Sagnlandet Lejres Venneforening giver ikke gratis adgang til dette arrangement, ligesom Sagnlandets øvrige aktiviteter ikke er åbne.